Jeppe Eisner på GeoArt.
Når GeoArt søndag den 22. juni slutter udstillingen med den balinesiske maler Tony Syamsudin, forlades balisporet ikke helt, idet der lørdag den 28. juni kl. 15 er fernisering på Jeppe Eisners udstilling “Jeppe Eisner på Bali”. Alle er velkomne til ferniseringen!
Jeppe har de seneste 15 år haft sin vante gang på Bali, når de mørke, danske vintermåneder har franarret ham det essentielle lys til maleriet. På Bali henter Jeppe inspiration i såvel den farveglade dagligdag som ved de utallige festlige, kulturelle højtider. Jeppes møde med Bali skete, da hans ældste datter giftede sig med en balineser. Han har således fået mulighed for at blive lukket ind helt tæt på balineserne i deres gøren og laden. Dette kan ses på mange af malerierne, bl.a. når Jeppe får lov at kigge med, hvor andre ellers ikke lige sådan bliver lukket ind, f.eks. i dansernes omklædningsrum. På markedet i Ubud har Jeppe haft fast morgenplads hos bl.a. blomsterpigen Siwi, frugt- og grøntsælgerne og damen, der sælger morgenkaffe og stegte bananer.
Derudover laver Jeppe karrusselheste i træ i samarbejde med balinesiske træskærere. Hestene bliver skåret ud i træ efter Jeppes tegninger og instrukser og derefter malet og udsmykket af Jeppe.
Udover malerier laver Jeppe udsmykninger, scenografier, plakater, portrætter, virksomhedsportrætter og bogillustrationer. Hvert år i november holder Jeppe udstilling i Atelier Eisner.
Jeppe har for 23 år siden sammen med sin nu afdøde far Ib og sin lillebror Morten (lige fyldt 60 år, for tiden Circus Arena – klovn) tidligere udstillet hos GeoArt under titlen “3 x Eisner”.
Jeppe Eisners udstilling er åben hver dag kl. 10 – 18 og sidste dag er den 27. juli.