Historie

Vi, d.v.s. ægteparret Britt Ersking og Gunnar Hagemann, startede GeoArt i 1991, da vi overtog bygningen efter Nordsjællands Naturmuseum, som efter 25 år måtte lukke p.g.a. sygdom.
Beliggenheden udenfor byområde med hus på 879 m2 med udsigt over Arresø og grund på 11000m2 med skel direkte til Tisvilde Hegn var pragtfuld, men også krævende. Der skulle jo gerne komme gæster og betale entré for at se de store udstillinger, vi arrangerede selv eller overtog, f.eks. Grønland i Fokus (i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre), Messages from Taiwan (vandreudstilling fra Taiwan Museum of Art), Kalaharis første folk (om buskmenneskene i Botswana og kunst af dem), Russiske Ikoner (Egon Sommers fantastiske samling), 3 x Eisner (Ib, Jeppe og Morten) og mange andre.

Det var ikke nemt og i 1996 tog vi så en kursændring og rejste til Bali første gang for at fylde en container med vitrineskabe til at udstille vores efterhånden ret store sten- og mineralsamling i. Mens vi var der fik vi den ret indlysende idé at købe masker, figurer, håndmalede sengetæpper m.m. at putte i skabene fremfor at sende dem tomme hjem.

Da containeren kom hjem og var tømt og vi havde et hul på 10 dage mellem to udstillinger, satte vi en annonce i vores lokalavis med overskriften “10 dage i rap med det bedste fra Bali” (pral, for det er balineserne!), og der kom rigtig mange mennesker og de købte rigtig meget, så vi besluttede at droppe entréen og flytte kunstudstillingerne op på 1. sal, hvor vi så også åbnede café. Så var stueetagen fri til at lave butik i.

Da kunderne også havde bortført en del af vitrineskabene, måtte vi jo af sted igen til Bali, og sådan er det så blevet ved, 35 besøg på Bali og 9 andre øer ud af de i alt 13.677, som Indonesien består af.
Vi har også rejst rundt i Indien og Thailand, og med Chiang Mai i Nordthailand som udgangspunkt i Laos, Burma og Sydkina.